torsdag den 6. maj 2010

Man kan trække en hest til truget...

men man kan ikke tvinge den til at drikke.
Når et menneske vælter som et træ i stormen, så kan omgivelserne forsøge at rejse det nok så mange gange, men hvis træet ikke vil rejses, så er hjælpen hjælpeløs.
Min kollega vil ikke tage imod den hjælp, vi kan tilbyde ham. Så vi står magtesløse i forhold til ham.

Pårørende til misbrugere står magtesløse, når deres barn, mand/kone, far eller mor er ude i et misbrug. De prøver alt, for at få misbrugeren på rette kurs, og de bliver mere og mere slidte. Til sidst må de give op og vende ryggen til. Men det er en barsk beslutning fyldt med skyldfølelser og skam over ikke at kunne redde den misbrugende.
Jeg tvinger mit fokus i en mere positiv retning. Nemlig i retning af min dejlige svigermor som kommer i dag.
Hun bliver kørt hertil af min mands kusine fra Kenya. Hun er hjemme på et lynvisit og vil gerne herover og se, hvordan vi bor. Jeg har aldrig mødt hende, men vi har mailet sammen. Da jeg selv har boet i Kenya, glæder jeg mig til nyt fra det smukke land.
Rigtig god torsdag til dig:-)

tirsdag den 4. maj 2010

Kan I huske?

Kan I huske, hvor koldt det var, og hvor trætte vi til sidst var af kulde og sne?



søndag den 2. maj 2010

!.maj i haven.

Der var ingen røde faner for mig i går. Vi startede dagen med brunch hos gode venner. Derefter hjem i haven. Det var koldt til en start, men efterhånden fik solen overtaget, og det blev varmt.
Jeg fik ordnet drivhuset til stor glæde for Chianti som hurtigt fandt den varme stol.
 Jeg har fødselsdag på fredag, og torsdag henter jeg min svigermor i Odense. Hun glæder sig til at sidde i drivhuset og læse, nyde, kikke og snakke med katten. Jeg nyder, når hun er her. Hun er 88 år og frisk som en havørn og interesserer sig levende i stort set alt.
Mozart og jeg er på havevandring. Jeg tænker godt og bredt på sådan en tur gennem haven. Vi får, lige nu, mange nye ind i huset på arbejdet. Fyringerne hænger pludselig i en tynd tråd. En kollega er knækket og har taget tilbagefald, hvilket rystede os voldsomt.
 Jeg tror ikke på, at misbrug er en sygdom. Men hvis man en gang har oplevet og mærket på sin krop, hvad stofferne kan gøre for en, når livet gør ondt, så vil den mulighed altid ligge på lur. Det er så hårde kræfter misbrugeren er oppe imod. Min kollega har været stoffri i mange år, men jobbet er hele hans liv, og fyresedlen var dråben der fik bægeret til at flyde over.

Jeg går videre gennem min have og fokuserer på farverne, lyset, duftene og lydende. Tankerne bliver lette, og glæden over livet bobler i mig. Jeg er taknemmelig for mit liv. Jeg føler mig privilegeret over, at mit job ikke er hele mit liv, at min soulmate er ved min side, uanset hvad. Jeg kan forvilde mig ind i mørke kroge, og han er stadig ved min side.
 Jeg plukker blomster og sparker til Mozarts gamle bold.
 Turen gennem haven har gjort mig glad og taknemmelig. Nu vil jeg ind og lave mad til manden i mit liv, og jeg vil give ham en forårsbuket fuld af saft og farver.

onsdag den 28. april 2010

Mild forårsaften

Der er travlhed ude ved diget.
Lærkerne flyver syngende rundt og laver luftakrobatik i deres iver efter at score en mage.
Ude fra vaderne er der fuglelyde, som jeg ikke kan sætte fuglenavne på, men det gør ikke noget.
Jeg kan sagtens nyde uden at være klog.
Mozart er ligeglad med fuglene. Bare han har en "pind", så er han lykkelig.



tirsdag den 27. april 2010

Kunsten at holde fingrene væk.

Nogen gange skal man lade tingene tale deres eget sprog uden indblanding fra "Tingfinderen".

Den er fundet på Samsø og fantastisk smuk - synes jeg, men jeg er også mærkelig.



Stykket her er fundet på Fanø, og her holder jeg også fingrene for mig selv.

Min far var en humoristisk mand med mange omskrivninger af sange, digte og andet. En af hans omskrivninger hører foråret til:

Dagen går med raske fjed
smedens børn må ile
hen til Brugsen efter øl
de får ingen hvile.


mandag den 26. april 2010

En ny uge truer

Weekenden er gået med dejlige gæster og boksekamp bl.a.
Min dejlige veninde, som jeg var i Portugal med, har været her hele weekenden.
Vi har tradition for at samle gode venner, når Kessler bokser. For min veninde var det første gang, hun skulle se en boksekamp. Hun havde mange forbehold og mente ikke, at hun ville blive siddende ret længe.
Vi spillede som sædvanligt på en vinder, og der kom godt 400 kr. i puljen.
Veninden holdt hele kampen. Bagefter havde hun ondt i hele kroppen. Hun havde bokset samtlige 12 omgange og var solgt.
Kæresten og jeg sov i campingvognen sammen med hund og kat. Det var dejligt.
I går søndag blev der slået græs for første gang i år. Veninden og jeg sad og arbejdede udenfor i solen. Vi skulle prøve nye teknikker og rette dem til, så de passer til os.
Nu er det mandag morgen og en ny uge truer. Det må den godt. Jeg er klar.

torsdag den 22. april 2010

Weekenden vinker forude

Torsdag er en god dag her i huset, for da starter min weekend.

Det trækker tænder ud at være på arbejdet. Jeg er færdig den 30 juni, og tiden flyver afsted med min sjæl haltende bagefter.
Men vi er gode til at få snakket, grædt og grinet på arbejdet. Alle er hudløse og skuffede over, at fyringerne ikke kan trækkes tilbage. Vi har stadig for få beboere, til at det kan løbe rundt med fuld besætning.
Vi trækker store veksler på fagligheden, når vi engagerer os i nye beboere og indgår i det personlige arbejde med dem. Selv skal jeg hele tiden have fokus på ikke at åbne for mere, end jeg kan nå at færdiggøre rent terapeutisk. Mange af vore beboere har dybe ar på sjælen. Jeg bliver stadig stjernevred, når jeg gang på gang oplever kommunernes svigt af et barn, som nu er voksen og dagligt skal kæmpe en hård kamp med de indre dæmoner. Men det sker stadig. Den nye sag i Åbenrå taler sit tydelige sprog. Lad os håbe, at de voksne "børn" får al den hjælp, de har brug for.
Men livet er også skønt. Det er forår og vi var på Samsø i weekenden.
Hvilket Mozart nød i fulde drag.