søndag den 3. januar 2010

Tur med Mozart

Nu fik jeg lige opdateret herinde, så det skal prøves.
Vi fik endelig sne i går.
Blogbilleder fra Nordjylland var fyldt og overvældet med sne. Jeg var misundelig - indrømmet.
Men nu kan vi selv vælte os i sne og lave sneengler, hvis ellers man kan komme op igen, så det må blive et nethindebillede.


Istedet viser jeg et billede af en glad hund, og en ebbevej der er frosset.
Mozart finder altid en gammel flad bold der er skyllet i land, dengang der endnu skyllede vand ind over forlandet. Det er svært at forestille sig, at dette fine landskab igen afløses af frådende bølger og storm.

Hallo - det er søndag!


Mit indre ur er indstillet på hverdag og arbejdsdage.

Ellers kan jeg ikke se, hvorfor jeg sidder her, en søndag morgen, og er total frisk.
Vi har dappet de sidste mange dage. I nattøj og ild i brændeovnen, kun afløst af et par ture til diget. Med varmt tøj på, forstås.


Vi havde en dejlig dag, min niece og jeg. I køkkenet med stearinlys og varm te, fik vi snakket, grinet og grædt. Det er al for lang tid siden, vi har siddet, bare os to, og snakket sammen længe og tæt. Jeg nød det meget, og hun smilede, da hun gik. Det var det vigtigste.