søndag den 31. januar 2010

En weekend i vinterens tegn.


Det er ikke en vej, hvor man har lyst til at overtræde fartbegrænsningen.

Vi var ude på øen i torsdags og i dag.
Sønnike med kæreste har lånt sønnikes fars hus på øen. Et stort nedlagt mejeri med den mest vidunderlige beliggenhed oppe i klitterne med udsigt ud over forlandet og vaderne.
Men vejret har været lunefuld på det sidste. En blanding af tø, frost og fuldmåne sætter gang i landskabet.
Fuldmånen kan være farlig i Vadehavet. Der opstår springflod 3 timer før højvande. D.v.s. at vandet stiger meget hurtigt uafhængig af vind og vejr.


Så kommer vejen til at se sådan ud, en blanding af vand, is og grødis. Turen kræver, at bilen efterfølgende får en grundig undervognsvask, da det er saltvand, vi kører i.


Sømandens våde grav. Landskabet er ubeskriveligt smukt og afvekslende. Jeg tror, at jeg tog ca. 200 billeder på turen frem og tilbage.
Isflagerne ligger hulter til bulter. Da det var tøvejr pressede vandet udefra isen ind mod vejen.

Så skabes der skulpturer i landskabet. Et landskab jeg aldrig bliver træt af.

fredag den 29. januar 2010

UPS....

Glem hvad jeg skrev før. Fejlen sidder ca. 20 centimeter fra computeren:-/

Hvad sker der??

Da jeg loggede ud og ind igen, var der 7 kommentarer forsvundet under et af mine indlæg, plus de kommentarer jeg lige havde skrevet til de 7 der forsvandt.
Er der nogen der har en naturlig forklaring på det?

Vil så meget, når så lidt

Jeg bliver SÅ glad, når jeg læser alle jeres kommentarer.

Mit mål er altid at svare hurtigt på dem, men tiden lever ikke op til min målsætning.
 Men jeg håber, I bærer over med mig, det er, forhåbenlig, kun i denne tid, at tiden driller. Med tiden kommer der nok mere tid - til den tid.
.

onsdag den 27. januar 2010

Alt ordner sig - hen ad vejen

Så har min dejlige bonusdatter fået en tid til svigermor.
Hun skal indlægges i Vejle på mandag, opereres tirsdag og, hvis alt går godt, hjem igen onsdag.
Til andre der skulle komme i lignende situation, så var det patientvejlederen på Odense Universitets Hospital, som min bonusdatter tog kontakt til. Vejlederen undersøgte efterfølgende, hvor der var plads og tid, og bad Vejle kontakte bonus. Sådan.

Dagen i dag er grå og våd. Så er det godt, at der er billeder gemt i arkivet.

en blanding af gæs og svaner samlet i en kreds midt i kulden. Hvorfor de har valgt lige den mark, ved jeg ikke. Da jeg stod ud af bilen for at fotografere dem, lettede gæssene og fløj et par runder, hvorefter de slog sig ned igen.




Regnen rusker udenfor vinduet. Herinde er der varmt og hyggeligt med stearinlys og dejligt selskab.
Rigtig god aften til dig.

tirsdag den 26. januar 2010

Solskin og sne

Hvor var det en smuk dag i går.
Vi tog ud til diget, da jeg kom hjem fra job.

Det var bidende koldt, men dejligt.
Mozart er en daglig glæde. Jeg bliver i godt humør i hans selskab. Han er spontan glad, og i det hele taget en utrolig harmonisk hund.



Vejen til øen er en blanding af meget sne, is og flager. Vi skal derover på torsdag til middag hos gode venner. De har et dejligt lille sommerhus i læ bag diget. Når man står på toppen, er der en fantastisk udsigt ud over forlandet og vaderne. Nu er det tidlig morgen. Det har frosset hårdt i nat, og månen sender et fint lys ud over marken og haven. Jeg tror, det bliver en dejlig dag med klar himmel og sol. Rigtig god vinterdag.

lørdag den 23. januar 2010

Hjemme igen


Da jeg nærmede mig mit hjem, mødte jeg disse billeder. Jeg har længe haft dem i linsen, da jeg kører forbi dem hver dag, men denne gang var kameraet med.


Der var ikke så mange i dag, men to har også ret.
Det gik ikke godt på Fyn med svigermor, og jeg er ganske vred på det danske sygehusvæsen. Svigermor var indkaldt til indlæggelse torsdag morgen og operation fredag. Hun er 88 år gammel og selv sagt nervøs for det hele. Da vi ankom til afdelingen og under samtalen med en sød sygeplejserske, viste det sig, at de ikke havde plads til at indlægge svigermor. Så efter undersøgelse, blodprøver og samtale med lægen kunne vi tage hjem igen med besked om at møde dagen efter. Vi kunne ikke få at vide, hvad tid vi skulle møde, men hvis vi ringede til afdelingen samme aften kl. 19.00, kunne vi få et tidspunkt. Svigermor var knust, usikker og forvirret, men vi fik en hyggelig aften med god mad og et enkelt glas rødvin.
Næste dag mødte vi ind kl. 09.00 som aftalt aftenen inden. Svigermor blev gjort klar, og da der endnu ikke var sket noget kl. 12.00, tog jeg hjem i lejligheden, så svigermor kunne hvile sig. Klokken 14.30 ringede hun grædende og fortalte, at operationen var aflyst og, om jeg ikke godt ville hente hende. Jeg havde en lang snak med oversygeplejersken som var ulykkelig over at måtte aflyse på lægens vegne, men der var kommet akutte ind, så derfor måtte de aflyse svigermor og 3 andre. Det er anden gang hun bliver udsat for aflysning. Hun skulle have været opereret den 22.12.09, hvilket blev aflyst den 19.12.09.
Da det var fredag eftermiddag var det umuligt at få fat i nogen der vidste noget om en ny dato, eller om svigermor var berettiget til at komme på et privathospital, da tidsfristen nu var overtrådt.
Min dejlige bonusdatter er nu i gang med at undersøge, hvad vi kan gøre m.h.t. privarhospital, men det bliver først mandag.
Så jeg er vred på sygehusvæsnet. Jeg lovede sygeplejersken at indsende en klage til overlægen, og den ligger på hans bord mandag morgen. Sådan behandler man altså ikke gamle damer.

onsdag den 20. januar 2010

Blogpause

Jeg tager til Fyn nu.
Min svigermor skal indlægges til en pacermaker-operation i morgen, og jeg har lovet at være der før, under og efter.
Jeg er tilbage søndag.
Ha det rigtigt godt så længe.

Det er sjovt at blive gammel.

Her i huset har vi et motto, nemlig at det er sjovt at blive gammel.
Det tror jeg ikke, Mozart er enig i.
Når jeg lukker ham ud om morgenen.........så glemmer jeg, at jeg har hund, og glemmer at lukke ham ind igen!!
Det er bare så synd for ham. Men heldigvis kan han skubbe til håndtaget på havedøren, som er lige ved siden af mit skrivebord, så jeg springer op og lukker ham ind med den sorteste samvittighed.

Så har jeg fået denne her.....


af "Kvinden der husker". Den er jeg glad for og meget beæret over. Nu er det så meningen, jeg skal skrive 7 ting om mig selv...hm. jeg kaster mig ud i det.

1. Jeg bor sammen med manden i mit liv. Han er min souldmate. Vi fandt hinanden, det år jeg fyldte 50.
2. Jeg er dybt afhængig af naturen, især havet. Jeg får abstinenser, hvis der gå for lang tid mellem mine
    ture til havet.
3. Jeg er utrolig glad og taknemmelig for mit arbejde med narkomaner. Jeg er psykoterapeut og får mange
    indblik i menneskesindet gennem mine samtaler med dem, og så er jeg en del af verdens bedste team.
4. Jeg bliver sjældent vred, men når jeg oplever svigt fra offentlige instanser i forhold til de børn der nu er
    blevet voksne og narkomaner, kan jeg blive stjernetosset. Så jeg går ind for flere tvangsfjernelser af
    børn.
5. Jeg elsker et godt grin og sort humor.
6. Jeg er en læsehest og filmfan, og så er jeg vild med engelske krimiserier.
7. jeg har huset fuld af drivtømmer, rav, sten, skaller og rustent jern. Leger med materialerne i mit værksted,
    og nogen gange er der ting der lykkes.

Det var det. Nu giver jeg den videre til GundaM Playing Around... Underet er, at vi er til, Madames Huskeblog og I min faders hus.
God dag til alle.

mandag den 18. januar 2010

Stavefejl

Det tidligere indlæg har en stavefejl - shit...der skal stå, igen igen.
Pokkers..

Mandag iegn igen

Det var en meget tåget morgen at komme ud i her ved dagens start.

På arbejdet måtte vi sende to hjem, da de havde overtrådt husets regler for parforhold.
Det er aldrig rart at sende nogen hjem eller tilbage, hvor de kom fra. Risikoen for at de tager et tilbagefald er stor, men nogen gange er det det der skal til, før det går op for dem, at de leger med deres liv.
Parret har mulighed for at komme retur, hvis de holder sig clean i den kommende uge. Jeg håber, de klarer den.

Hjemme igen ventede en glad veloplagt hund og en mand med våde sko. De havde været inde i byen, så manden havde ikke det store behov for at komme ud. Men det havde Mozart og jeg, så vi tog den sædvanlige tur ud til diget og ud af ebbevejen.

lørdag den 16. januar 2010

Det er koldt derude...

Mozart og jeg trængte til frisk luft. Så turen gik til diget.
Jeg skal love for, vi fik frisk luft. Det er koldt derude, men dejligt at få blæst i ansigtet.

Vadehavet er stadig stift. Jeg er spændt på, om det når at tø, inden der kommer frost igen. Det skaber nogle fantastiske isformationer, når vandet presser flagerne ind mod kysten.

Mozart er ligeglad. Så længe der er isklumper, er han glad, så er der nemlig noget at lege med.


Han er en meget glad hund, og jeg nyder igen at have en hund med på tur.

fredag den 15. januar 2010

Fri Fredag

Hvorfor går dagene så hurtigt? Mon de også længes efter forår? Måske er det derfor de haster gennem januar, bare for at få det overstået i en fart.

Dagen i dag er gået med oprydning og rengøring, OG pudse sølvtøj! Det har jeg ikke gjort i en menneskealder, men det var sjovt. Resultatet ser du her.


Mit værksted trænger til en kærlig hånd. Jeg var begyndt at sortere i mit drivtømmer, men af en eller anden grund gik det i stå. Nu går vi uden om, når vi skal ud på bade værelset. Men i morgen.....





Lige nu dufter der dejligt af hjemmelavede fiskedeller. Min skønne souldmate er i køkkenet, hvor han har gang i 3 forskellige slags fiskefars. Jeg tror, vi skal have fjernsynsmiddag til X-factor. Det er ikke det værste.

torsdag den 14. januar 2010

Oh, saglig fryd

Så er det endeligt på plads.
Den 28 februar kl. 07.05 flyver jeg til Portugal sammen med min dejlige veninde.
Sidst vi var på tøsetur var en weekend på Fanø.

Nu får vi en hel uge, hvor vi skal snakke, grine, græde, tie og opleve, det er vi rigtig gode til.
Hun har en lejlighed i Faro på Algave kysten, lige ned til vandet.

Mandeltræerne blomstre, når vi kommer. Jeg glæder mig helt ned i tæerne.

mandag den 11. januar 2010

En solskinsmandag


Efter en travl dag på arbejdet, hvor der havde været en del aktiviteter i weekenden af den dårlige slags, kørte jeg hjem og inviterede min souldmate med hund på strandtur.
Kæresten, hunden, solen og lyset fik alle dårlige vibrationer til at forsvinde som vand af en gås.

Vi travede ud af ebbevejen, mens Mozart fandt isstykker, som han brugte som bolde. En meget klog hund.
På vejen derud fløj der lærker ved siden af bilen. De stakler. De kom¨åbenbart ikke afsted i tide, og nu er de fanget i et kuldehelvede. Jeg håber, de overlever.



Mozart er ligeglad. Han har kun is og bolde i hovedet. Dette er et sjældent billede af ham i ro. To sekunder efter er han i fuld galop efter endnu et stykke is. Vi kørte hjem til varm te og de sorte spejdere på computeren. Al træthed var som blæst væk. Nu går jeg igang med de journaler, jeg tog med hjem fra job.

søndag den 10. januar 2010

Hylende vinde

vækkede mig tidligt.
Det er endnu meget mørkt udenfor, så det er svært at se, om nattens vinde har flyttet rundt på løse genstande udenfor.
På loftet lyder vinden voldsom, men hernede i stuen er den noget afdæmpet.


Om lidt skal der tændes op i Bekkasinen. Det er, som du kan se, en gammel og meget stor ovn, men den er fantastisk og kan varme hele stuen og den tilstødende op. Hvis du kikker godt efter, kan du se Mozart på gulvet ved siden af.

lørdag den 9. januar 2010

Husk fuglene

Jeg har sovet længe, for en gangs skyld, men det skyldes måske, at aftenen i går blev lang, for en gangs skyld.
Jeg har tidligere været et typisk b-menneske, men de senere år har det været tidligt i seng og tidligt op.
Hvad gør jeg, når jer er vild med de sene aftner og de tidlige morgener, og jeg samtidig har brug for 8 timers søvn?

Nå, jeg finder nok ud af det. Dagen i dag skal bruges i værkstedet med mit drivtømmer, og alle de ideer der flyver rundt i mit hovede. Denne smukke vinge skal minde os om, at vi skal huske at fodre fuglene.

Men først skal vi lige se slutningen på den krimi, vi startede sent i går aftes. Helen Mirren i "Svækket Dømmekraft". Hun er en fantastisk skuespiller og i denne serie -Prime Suspect-, spiller hun helt fantastisk.
Den kan anbefales.

torsdag den 7. januar 2010

Weekend

Så venter en velfortjent weekend forude.
Det har været en travl uge med skrivearbejde og samtaler.
Min dejlige mand skranter nu på anden måned, det er for meget og for synd.

Men udenfor er det smukt og hvidt. Når Mozart kommer ind er han hvid i pels og skæg.
Han er en daglig glæde.

mandag den 4. januar 2010

Tilbage til hverdagen

Der kom sne i nat. Jeg vågnede på et tidspunkt og kunne se på skråvinduerne, at der var faldet sne. De var helt dækket til, så månens skær var væk.
Huset ligger og putter sig bag det lille dige. Et dige, jeg håber, vi aldrig får brug for.



Men hvis det skulle gå helt galt, så har vi kirken på den anden side af marken. Den ligger som den højeste bygning i byen, hvilket ikke er tilfældigt. Den bruges i tilfælde af storm og højeste alarmberedskab, hvor man evakuerer beboerne i byen. Det er vist kun sket i nyere tid omkring 1974-75, så vidt jeg husker.


Kirken har et noget højere dige omkring kirkegården. Det er helt i orden for mig. Ellers kunne det hurtigt udvikle sig til vandgrave...hm, nu skal jeg vist se at få tændt nogle stearinlys og skabe lidt jordforbindelse.

søndag den 3. januar 2010

Tur med Mozart

Nu fik jeg lige opdateret herinde, så det skal prøves.
Vi fik endelig sne i går.
Blogbilleder fra Nordjylland var fyldt og overvældet med sne. Jeg var misundelig - indrømmet.
Men nu kan vi selv vælte os i sne og lave sneengler, hvis ellers man kan komme op igen, så det må blive et nethindebillede.


Istedet viser jeg et billede af en glad hund, og en ebbevej der er frosset.
Mozart finder altid en gammel flad bold der er skyllet i land, dengang der endnu skyllede vand ind over forlandet. Det er svært at forestille sig, at dette fine landskab igen afløses af frådende bølger og storm.

Hallo - det er søndag!


Mit indre ur er indstillet på hverdag og arbejdsdage.

Ellers kan jeg ikke se, hvorfor jeg sidder her, en søndag morgen, og er total frisk.
Vi har dappet de sidste mange dage. I nattøj og ild i brændeovnen, kun afløst af et par ture til diget. Med varmt tøj på, forstås.


Vi havde en dejlig dag, min niece og jeg. I køkkenet med stearinlys og varm te, fik vi snakket, grinet og grædt. Det er al for lang tid siden, vi har siddet, bare os to, og snakket sammen længe og tæt. Jeg nød det meget, og hun smilede, da hun gik. Det var det vigtigste.

fredag den 1. januar 2010

Et vidunderligt nytår til alle

Morgenbillede ud mod vest. Det tegner til at blive et godt år.

Vi havde en dejlig nytårsaften.

Vi var os to og nød aftenen og hinanden.

Her i huset er der tradition for, at vi lidt i tolv kører ud til diget.

Der på toppen mødes vi med naboer og andet godtfolk og nyder fyrværkeriet hele horisonten rundt.

I Esbjerg har de tilladelse til at fyre nødraketter af i et tidsrum omkring nytårsskiftet.

Himlen over byen er en stor rød sky. Det ser flot ud, men jeg vil nødig være på havet i det tidsrum. Tænk hvis man lå der og havde brug for hjælp. Alle ville tro, at det var nytårsløjer.


Solen skinner, og Herren i huset er gået ovenpå med en film. Jeg tror, at han satser på en lur.
Jeg venter på min dejlige niece. Hun har været på øen, alene med sin hund, og fejre nytår. Tingene har det med at gentage sig. Jeg gjorde det samme i hendes alder, da livet var svært, og jeg havde brug for øen og den ensomhed som var nødvendig for at komme videre med livet.

I ønskes alle en dejlig dag i det nye år.