onsdag den 28. april 2010

Mild forårsaften

Der er travlhed ude ved diget.
Lærkerne flyver syngende rundt og laver luftakrobatik i deres iver efter at score en mage.
Ude fra vaderne er der fuglelyde, som jeg ikke kan sætte fuglenavne på, men det gør ikke noget.
Jeg kan sagtens nyde uden at være klog.
Mozart er ligeglad med fuglene. Bare han har en "pind", så er han lykkelig.



tirsdag den 27. april 2010

Kunsten at holde fingrene væk.

Nogen gange skal man lade tingene tale deres eget sprog uden indblanding fra "Tingfinderen".

Den er fundet på Samsø og fantastisk smuk - synes jeg, men jeg er også mærkelig.



Stykket her er fundet på Fanø, og her holder jeg også fingrene for mig selv.

Min far var en humoristisk mand med mange omskrivninger af sange, digte og andet. En af hans omskrivninger hører foråret til:

Dagen går med raske fjed
smedens børn må ile
hen til Brugsen efter øl
de får ingen hvile.


mandag den 26. april 2010

En ny uge truer

Weekenden er gået med dejlige gæster og boksekamp bl.a.
Min dejlige veninde, som jeg var i Portugal med, har været her hele weekenden.
Vi har tradition for at samle gode venner, når Kessler bokser. For min veninde var det første gang, hun skulle se en boksekamp. Hun havde mange forbehold og mente ikke, at hun ville blive siddende ret længe.
Vi spillede som sædvanligt på en vinder, og der kom godt 400 kr. i puljen.
Veninden holdt hele kampen. Bagefter havde hun ondt i hele kroppen. Hun havde bokset samtlige 12 omgange og var solgt.
Kæresten og jeg sov i campingvognen sammen med hund og kat. Det var dejligt.
I går søndag blev der slået græs for første gang i år. Veninden og jeg sad og arbejdede udenfor i solen. Vi skulle prøve nye teknikker og rette dem til, så de passer til os.
Nu er det mandag morgen og en ny uge truer. Det må den godt. Jeg er klar.

torsdag den 22. april 2010

Weekenden vinker forude

Torsdag er en god dag her i huset, for da starter min weekend.

Det trækker tænder ud at være på arbejdet. Jeg er færdig den 30 juni, og tiden flyver afsted med min sjæl haltende bagefter.
Men vi er gode til at få snakket, grædt og grinet på arbejdet. Alle er hudløse og skuffede over, at fyringerne ikke kan trækkes tilbage. Vi har stadig for få beboere, til at det kan løbe rundt med fuld besætning.
Vi trækker store veksler på fagligheden, når vi engagerer os i nye beboere og indgår i det personlige arbejde med dem. Selv skal jeg hele tiden have fokus på ikke at åbne for mere, end jeg kan nå at færdiggøre rent terapeutisk. Mange af vore beboere har dybe ar på sjælen. Jeg bliver stadig stjernevred, når jeg gang på gang oplever kommunernes svigt af et barn, som nu er voksen og dagligt skal kæmpe en hård kamp med de indre dæmoner. Men det sker stadig. Den nye sag i Åbenrå taler sit tydelige sprog. Lad os håbe, at de voksne "børn" får al den hjælp, de har brug for.
Men livet er også skønt. Det er forår og vi var på Samsø i weekenden.
Hvilket Mozart nød i fulde drag.

mandag den 19. april 2010

Forårsmorgen

Det er tidligt.
En mandag morgen i forårets tegn.
Lyset sniger sig rundt i haven sammen med Mozart.
Jeg hører radio og drikker kaffe.
Snart kalder badet, tøjet, lidt oprydning, bilen og jobbet.
Men lige nu, er nuet mit - helt alene.
Rigtig god dag til dig:-)

søndag den 11. april 2010

Min by

Jeg holder meget af min by.
Jeg flyttede til den, da jeg var 18 år, hvor jeg kom fra København.
Jeg har været lidt fra byen ad flere omgange, hvor jeg har boet andre steder, men jeg vender altid tilbage.
Den har jubilæum i år - 1300 år. Så det er en gammel dame
Der er meget vand gennem byen der løber videre ud og ender i vadehavet.
Der kan til tider være stort pres på vand der vil ud.
Et dejligt sted i solen med meget dejlig mad, men vi spiste inde, da det blev for koldt.

I den gule bygning på billedet var vi til fernisering. Udstillingen kan klart anbefales. De to lokale kunstere Ole Videbæk og Lis Andersen er meget forskellige, men deres kunst står fint til hinanden.
Jeg tog nogle billeder på udstillingen, og så først for sent, at det ikke var tilladt. Så hvis I lover ikke at sladre, viser jeg lige et par stykker.


Ovenstående er af Lis Andersen. Hun arbejder i marmor, diabas, glas, træ og gummi.



Ole Videbæk er ansvarlig for disse fantastiske mennesker i brændt ler.


fredag den 9. april 2010

Fernisering

Allerførst vil jeg sige tusind tak for jeres kærlige hilsner.
De varmer mig meget - TAK

Om lidt skal vi til åbning af en spændende udstilling med to lokale kunstnere.
Jeg oplader mit kamera og lægger billeder ind senere.
Solen skinner, og livet bliver mere lyst.
Rigtig god fredag:-)

mandag den 5. april 2010

Elendig Blogger

er jeg i denne tid.
Der sker en masse omkring mig, men jeg har ikke så mange udadvendte ord lige nu.
Jeg er her endnu, men jeg er ikke så talende.
God 2 påskedag til dig.