onsdag den 28. juli 2010

Giv agt der er får på vejen


Vi var i Århus i går og besøge vores ven. Han opholder sig pt på et plejehjem, da han muligvis har fået alkoholdement. Han er endnu ikke udredt og har derfor ikke fået diagnosen, men han går i krampe og er meget usammenhængene. Kan ikke huske og er faktisk meget ringe. Der var planlagt møde med kommunen med henblik på det videre forløb, og vi var der før tid. Hun kom bare aldrig - hende fra kommunen. Da man fra plejehjemmet ringede, for at høre hvor hun blev af, fik de at vide, at hun var på ferie. Iøvrigt vidste kommunen ikke, at han opholdt sig på plejehjemmet, da visitatoren havde "glemt" at registrere ham derinde.
Jamen, hallo....
De var utrolig søde på plejehjemmet, men jeg er rystet over, at der ingen læge er tilknyttet ej heller sygeplejersker. Hvis man har brug for en læge til en bruger/borger, skal man henvende sig til vedkommendes egen læge. Vores vens læge er pt på ferie, og hans vikar kender ikke vores ven og var ret ligeglad, da plejehjemmet havde kontaktet ham ang. vores vens kramper. Det var med lodder og trisser, at de fik ordineret lidt Stesolid til ham.
Vi har i mange år brystet os over, at vi havde et de bedste sundhedssystemer i verden. Det er vi ikke mere. Vi er så langt bagud på mange områder. Der er besparelser på områder, hvor der bare ikke er mere at tage af. Jeg nærer dyb beundring for de mennesker der arbejder indenfor faget og dagligt skal håndtere en hverdag, hvor de konstant skal få denne til at fungere, med de få midler der er til rådighed. Vi kan ikke være bekendt at byde ældre og syge mennesker  en hverdag, hvor den menneskelige omsorg er på vågeblus. Ikke af ond vilje, men fordi der simpelhen ikke er ressourcer til den del af plejen.
Nu fik jeg lidt luft, og i næste uge er vi klar igen til et, håber vi, kontruktivt møde med kommunen.