fredag den 18. november 2011

Stille morgen

Dagen begynder blidt med kaffe, stearinlys og morgenradio.
Hunden og katten har begge været ude. De har drukket vand, og nu sover de igen.
Jeg forbereder mig til den samtale/terapi, jeg skal have med en klient på min gamle arbejdsplads. Senere skal jeg spise frokost med min dejlige søn inde i byen. Et bankmøde, og så er det meste af den dag gået.
Timerne er de samme, men dagens lys er falmet gevaldigt. Men jeg kan lide det - det tidlige tusmørke, tændte stearinlys og følelsen af at putte sig indendøre med kæresten. Det er helt som det skal være.


Det er fredag og snart weekend, og livet er let.

tirsdag den 11. oktober 2011

Kædereaktion.

Jeg har, som tidligere nævnt, haft travlt i mit værksted. Der er blevet samlet og pillet op i en uendelighed, men nu er resultaterne ved at være, som jeg vil have dem.
Så nu er de klar til at komme ud i verden. Men inden da får I lige syn for sagerne.




Kæderne er lavet af sølv, koral, tyrkis, strandingstræ, rav, horn og strudseskaller.
Der er ikke to der er ens.
Jeg er faktisk ret tilfreds med dem.




mandag den 3. oktober 2011

På rundtur.

Jeg når aldrig rundt på Jeres blog, så i dag starter jeg med en rundtur, så jeg kan blive opdateret. Rigtig god mandag.

søndag den 2. oktober 2011

Fugtmættet morgen.

Mozart og jeg gik morgentur gennem et tåget landskab. Vi kunne ikke se fra den ene ende af haven til den anden. Luften var mættet af fugt, og spindelvævene dekorerede buske og træer.
 Vi kikkede også ind til hende der plejer at sidde ved vinduet, men hun var der ikke! I stedet gik vi videre på vores morgentur rundt i haven,
Rigtig god søndag.

lørdag den 1. oktober 2011

Indvielse.

Vi har haft fuld fart på her på matriklen. Broen - wait and sea - skulle indvies i går, men først skulle den males.
Min skønne mor trådte til og sammen malede vi i 5 timer, og så var den ged barberet. Broen stod flot og nymalet klar til indvielse.
Vi havde en skøn dag med sol og varme, dejlige gæster der kom med sjove gaver. Et fiskenet med øl i, et anker, et skipperkrus til havnefogeden, en rødvin til Fruen, et havtermometer og meget andet.
Og der var flag og små prinsesser og sang fra Flåden.
     Vi sad ude til stjernerne kom frem. Lysene blev tændt og der blev stille aftenstemning på broen.



tirsdag den 27. september 2011

Tidlig morgen.

Billedet er ikke et morgenbillede, men det er en smuk aftenhimmel, som Nolde måske engang så magen til.
Hvor er det længe siden, jeg har skrevet herinde. Dagene flyver afsted med mange forskellige gøremål. Det meste af min tid tilbringer jeg i mit værksted, hvor smykker og "hængere" bliver til mellem mine hænder.
I dag skal jeg ud på min gamle arbejdsplads, hvor jeg har to af beboerne i terapi. Men lige nu er der kaffe i koppen, musik i radioen og en dejlig soulmate i stuen. Han ser tekst-tv. og kan bagefter fortælle mig, hvad der er sket ude i den store verden.
De lover sol og varme. Det bliver en god dag.

tirsdag den 6. september 2011

On the road again

De lover hård vind med vindstød af stormstyrke ved Vadehavet. Heldigvis først i eftermiddag.
Vi skal nemlig på en lille efterårstur med denne her

Min bonussøn og kone gav mig i fødselsdagsgave en tur i den store dyrepark på Djursland, hvor man kan se bjørne. Det skal vi på lørdag, men i dag kører vi til Århus, hvor gode venner skal besøges. Onsdag kører vi til Dråbycamping, hvor vi har fået plads i første parket. Vi skal ligge på selve stranden.
Så vi skal ud inden stormen kommer.
Jeg glæder mig. Det enkelte liv som camping er, får sjælen til at falde til ro, og livet bliver meget enkelt og let. Det bliver nok den sidste tur i år, så den skal nydes og bruges til opladning, så vi er klar til de mørke tider.
 Mozart skal med, og han og jeg skal gå lange ture på stranden. Tænk at kunne træde direkte ud i sandet fra campingvognen - for pokker, hvor jeg glæder mig.
                                                   Det gør Mozart også. Han ved det bare ikke.

søndag den 4. september 2011

Næsten færdig.

Vi bor tæt på Vadehavet og har derfor et gammelt havedige rundt om forhaven.
På grund af klimaændringerne synes min soulmate, at vi må være klar, når vandet stiger.

Så nu har vi fået en havn eller en bro. Hævet 2,5 m over marken og i højde med havediget. Den hedder "Wait and sea". Den er endnu ikke helt færdig, men i går aftes indviede vi den sammen med en god veninde.

Plankerne skulle gerne erstattes af en mere sikker overgang, men indtil da går vi planken ud!

                                                    Vi sad ude længe. Og solen gik ned.
                              Det var en forunderlig smuk aften. Vi er klar nu, hvis/når vandet stiger.



onsdag den 31. august 2011

Tønderfestival.

Traditionen tro har vi været på Tønderfestival.
Jeg tog derned sidste tirsdag og var med til opbygning af det store madtelt, hvor jeg har arbejdet i 25 år.
Senere kom min soulmate og gode venner fra Samsø. Senere igen kom to andre gode venner, og så var sandwichholdet samlet.
Vi lavede sandwich ud af huset til spillestederne som så solgte dem videre til publikum. På 3 dage lavede vi over 2000 sandwich`s.

Det ligner en ungdomslejr, men der er ikke en under 56, og den ældste er 64 år!
Vi fik usædvanligt megen regn og torden. Men det forhindrede os ikke i at sidde udenfor under den lille markise, når vi havde fri. Aldrig har jeg oplevet så voldsomme skybrud og torden. Da det var værst, sad min soulmate og jeg inde i campingvognen, og ingen af os kunne høre, hvad den anden sagde.

  Uvejret nærmede sig. Skyerne samlede sig, og kort efter bragede det løs. Men efter regn kommer der sol og to regnbuer.

Men nu er vi hjemme igen. Jeg har ferie i 14 dage og skal i værkstedet og ellers bare nyde livets lethed sammen med min skønne soulmate. Det har været en lidt barsk sommer, men i takt med at dagene bliver kortere, kommer vi mere og mere ovenpå. Bare kom an efterår.











tirsdag den 16. august 2011

Hjemme igen

Vi har haft en dejlig lille miniferie på Skagen med masser af oplevelser og sol over hele linien.

Vi var bl.a. på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. En stor oplevelse. Jeg var meget facineret af klumpfisken. En underlig gammel skabning. Billedet herunder er lidt uskarpt, men det giver et indtryk af størrelsen.

 Bassinet er 8 meter dybt og fyldt med fisk der lever i Nordsøen. Klumpfisken kan blive op til 3 meter og veje lidt over 2000 kg.

 Er den ikke sød?

I dag skal jeg ud på min gamle arbejdsplads, hvor jeg har terapi med to beboere. Det er dejligt at komme derud, og det er også dejligt at tage derfra, når jeg er færdig med terapien. Efter jeg er stoppet derude, er det gået op for mig, hvor stresset jeg var, og hvor hårdt det var at arbejde derude. Så sorg er til glæde vendt.
Ønsker alle en dejlig tirsdag. Solen er på vej, så det bliver en god dag.








onsdag den 10. august 2011

Læg dig - blæst.

Vi skulle have været afsted i går, men blæsten var for hård til kørsel med campingvogn.
"Palme" er ellers SÅ klar, og det er vi også. En lille smuttur til Skagen, hvor gode venner fra Sverige holder ferie i deres hus i den gamle bydel. Vi slår lejr i Bunden Camping. Et dejligt sted lige ned til havet.

 Nu venter vi på, at vinden lægger sig. Imens gik jeg morgentur ude og inde. Det er længe siden, jeg har lagt billeder ind her på bloggen, så her kommer nogle frisk fra fad.
Ny stol i drivhuset. Den er af jern, og var svær at samle, skulle jeg lige mene. Det var en gave til min soulmate, så han måtte ikke se den. før den var færdig - puha.

Jeg har også nået at være lidt i værkstedet. En ny halskæde af ben, horn og rav er det bl.a. blevet til. Der kommer mere af samme skuffe, men først kalder Skagen. Så læg dig dog - blæst.

lørdag den 6. august 2011

Strandtur.

Vi tog afsted kl. 07.00. Købte rundstykker ved den lille lokale købmand og derfra videre til Rømø.

Vi fandt ingen rav, men det gjorde ikke noget. Det regnede. Det gjorde heller ikke noget. Vi nød det hele.

 Mozart var i sit rette element, og selvfølgelig fik han også et rundstykke.

Dejlige dage med gode venner er en lise for sjælen. Og vi trængte - meget. Hele juli måned har været turbulent og hård. Min dejlige soulmate har været indlagt, efter han to gange på samme dag fik stød af sin hjertemaskine. Han fik undersøgt sin halskranspulsåre, og der var heldigvis ikke noget at komme efter. Men psykisk sætter det sine spor. Hans hjerte er slidt, efter han i en del år blev fejldiagnostiseret. Så da man endelig fandt ud af, at hans ene hjerteklap var utæt, havde hjertet været på overarbejde i lang tid.
Men vi er ved at finde fodfæste igen, og i dag skal vi fejre hans fødselsdag med brunch, familie og venner.
De lover godt vejr - det manglede bare.





tirsdag den 19. juli 2011

Travl og våd sommer.

Det er mærkeligt, men min skrivetrang har været væk længe, og den er stadig på lavt blus.

Men jeg savner jer, så nu pipper jeg lidt - i al beskedenhed.


fredag den 10. juni 2011

Nye naboer

Min dejlige "svigerdatter" med sin kat taget gennem vinduet. 
Min søn og hans kæreste er flyttet på landet, og de bor nu tæt på os.
 De har købt et fantastisk hus oppe i skoven - læs plantagen, vi er jo i marsken. De har mange planer om selvforsyning og har bogen: Håndbog i selvforsyning som opslagsværk. Det bliver spændende at følge dem på tæt hold.
Der har som sædvanligt været travlhed her på matriklen. Jeg glemmer at skrive og læse på bloggen - desværre, men det er svært at finde roen, når udelivet lokker.
I aften bliver huset fyldt med glade mennesker. Der skal spises og leges på gårdspladsen, og så skal vi se kampen med Kessler. De fleste af os var til bryllup i lørdags, så vi måtte undvære kampen. Det gjorde nu ikke så meget. Det var en vidunderlig fest. 
Gode venner fra Samsø bliver til mandag, og vi har mange arbejdsopgaver til dem ude som inde. Jeg får sikkert ikke skrevet meget i de næste par dage, så jeg ønsker alle en dejlig pinse.



mandag den 30. maj 2011

Hjemme igen

Vi har været i Ålborg. Det er i år 10 år siden, min soulmate fik ny hjerteklap og to stk maskiner indopereret. Så han havde 10 års fødselsdag, hvilket bl.a. blev fejret med en tur i Zirkus Nemo i Ålborg. Det var en herlig aften.


Bagefter kørte vi "hjem" til Nibe, hvor campingvognen stod. Her fik natmad bestående af rejer og laksepate købt ved den lokale fiskehandler.
Vi lå lige ned til Limfjorden, og tidligt næste morgen gik Mozart og jeg en tur langs fjorden.
Der er smukt deroppe. Senere kørte vi mod vest og landede i Harboøre, hvor vi overnattede på en meget blæsende plads. Vi havde en vidunderlig tur og fik fejret livet og kærligheden.
Nu er vi hjemme igen og hverdagen står klar med opgaver og pligter. Det må den gerne. Jeg har klient herhjemme i dag, og min soulmate har en arkitetktopgave på et gymnasium som længe har ligget og luret på ham. Men vi er friske og ladet op med fornyet energi. Solen skinner, og dagen er begyndt. Rigtig god mandag.





tirsdag den 17. maj 2011

Regnfuld tirsdag.

En meget våd kat går rundt på bordet mellem tændte stearinlys, kaffekop og computer. De hvide syrener står tunge i vasen.
Udenfor regner det, og haven drikker. Den er tung af væde, tæt og grøn. Jeg tror, at den lige nu er på sit højeste forårsniveau. Snart skal jeg i bad og gøre mig klar til dagens dont. Jeg skal ud på min gamle arbejdsplads, hvor jeg skal have to unge mennesker i terapi. Det er dejligt at gense kollegaerne og de af beboerne, jeg kender fra min tid som fast ansat.
Men lige nu nyder jeg morgenen og kaffen. Billedet er taget på Bornholm i en gammel grusgrav. En stor rusten maskine stod midt i det hele og lyste op. Den var som et galleri fyldt med skønne billeder.
God tirsdag og husk at nyde regnen.

torsdag den 12. maj 2011

For enden af regnbuen.

På min morgenvandring i haven mødte jeg dette syn. Det er da noget af en morgengave.
Som sædvanlig går livet hurtigt her ude i Marsken. I går kørte min søster og jeg min mor til undersøgelse i Århus. Hun havde noget i det ene øje, og øjenlægen havde sendt hende videre til Kommunehospitalet i Århus. De kunne ikke sige med sikkerhed, hvad det var, men ville gerne se hende igen om et par måneder. Det kunne være metastaser og hvis det var, håbede overlægen, at den medicinske behandling hun får, kunne afhjælpe. Vi var alle lettede, især min mor. Hun havde haft skræktanker i retning af, at øjet skulle fjernes.
I dag tager jeg igen til Århus. Denne gang alene. Jeg har lånt min venindes behandlerrum, så jeg har klienter i dag. Det glæder jeg meget til. Jeg skal ind på min hjemmeside og skrive, at jeg er i Århus en gang i måneden.
Hvis du ikke har set den så kik forbi på www.sydvest-hypnose.dk
Jeg ønsker dig en dejlig torsdag.





lørdag den 7. maj 2011

57 år.

Det er jo ingen alder.
Sjovt som ens syn på alder forandrer sig - med alderen. Da jeg var ung, var alle over 50 gamle. Nu er det noget helt andet. Farmor bliver 90 år i år, og min mor bliver 80 år, og hov - min søster bliver 60 år.
I dag nøjes jeg med at fylde 57 år. Mine rollemodeller er værd at gå efter. Ved siden af dem er jeg en ren novice.
Jeg var på Vikingemarked i torsdag. Det er et stort område øst for Ribe, hvor man har bygget en vikingelandsby som en tro kopi fra fortiden. Der er kvæg, får og høns samt Islandske heste. og så er der denne smukke skabning. En jagtfalk.
Den er så smuk. Det ser voldsomt ud med hætten, men den unge mand lovede mig, at falken havde det godt med det. Den sad også helt stille på hans handske. Der var opvisning senere på dagen, men det havde jeg desværre ikke tid til at overvære.
I denne uge er der gæster fra hele verden. Mennesker der har gjort det til en livsstil at være vikinger. Især tyskerne og hollænderne ligner vikinger. Mændende har flettet deres skæg og alle kvinderne har langt hår. Begge køn bærer tunge sølvsmykker. Jeg tror, de også ser sådan ud til daglig, men de skifter sikkert tøjet ud med noget mere nutidigt.
Denne unge mand er sølvsmed. Han sad og lavede de smukkeste smykker med meget primitive redskaber.
Nu kom min dejlige soulmate og ønskede tillykke. Dagen er begyndt. Det bliver en rigtig dejlig dag her i Marsken. Jeg ønsker det samme for dig, hvor du end er henne.

torsdag den 5. maj 2011

Forår i Danmark.

Ovenstënde billede er taget på Bornholm, og er et nærbillede af en gammel rusten maskine der stod i et stenbrud.
Der har været fart på, efter vi kom hjem fra Bornholm. Det har ikke været meget tid til at blogge, og det er noget skidt. Jeg har haft klienter. Havde møde i Odense i mandags og tog farmor med hjem. Hun har siddet i drivhuset lige siden. I går sad hun derude i 8 timer. Til daglig bor hun i en lejlighed på 4 sal midt inde i odense. Så hun nyder at komme ned på jorden.
På lørdag har jeg fødselsdag, og alle børnene kommer hjem incl. lille Anders. Vi bliver 12 ialt, og vejrudsigten lover, at jeg bliver belønnet for god opførsel....sådan.
Der er i øjeblikket Vikingemarked i Ribe. Vikinger fra hele verden bor derude og har værksteder, hvor de viser de gamle håndværk. Bl.a. har de smykkeværksteder. Jeg tager et smut derud i dag for at se, om der er nogle teknikker, jeg kan tiltuske mig. Det bliver en god dag.

lørdag den 30. april 2011

Hjemme igen.

Så er vi hjemme igen efter en vidunderlig ferie på Bornholm.
Vejret var meget fint. Ikke så varmt som hjemme, men det var perfekt alligevel. 
Vi lå lige ned til vandet lidt uden for Gudhjem. Her nyder Mozart en tidlig morgenstund efter den faste luftetur ved stranden. Vi har været overalt på øen. Da vi begge har en snert af en kræmmer i os, var vi i samtlige genbrugsforretninger, og der er mange skulle jeg hilse at sige.
Da vi kom hjem var haven sprunget ud. jeg har endnu ikke været ude med kameraet, men det kommer. 
Den bedste velkomst var, at sønnen og kæresten kom hjem efter 3 måneders rejse i  Australien.
Weekenden skal bruges til at ordne hus og have. Der er nok at tage fat på, men det er skønt at være hjemme - midt i foråret.

mandag den 18. april 2011

Mandag morgen

byder velkommen med lune og dis.
Palme står skævt uden for mine køkkenvinduer og venter. Venter på at få de sidste ting ordnet inden vi stikker af i morgen formiddag.
De lover varme og sol. Så kan jeg ordne og rengøre de sidste ting på gårdspladsen. Uha, hvor jeg glæder mig.

søndag den 17. april 2011

Så er vi næsten klar.

Mozart i modlys med sin kylling venter på en "kaster". Vi var på stranden i fedags og se solnedgang. Sammen med gode venner fra Samsø tog vi ud på vejen til Mandø med klapstole og en kølig pilsner.
Desværre endte solen med at gå ned i en sæk, men inden da var det smukt og oplivende.
Tiden flyver afsted. Vi har fået campingvognen "Palme" gjort klar, og på tirsdag drager vi til Bornholm. Vi glæder os til at komme ud og mærke asfalten under hjulene igen. Vi glæder os også til at komme væk hjemmefra og bare nyde hinanden uden pligter bare frihed til at gøre lige det der falder os ind.
Nu vågner huset. dagen er begyndt. Rigtig god søndag.

lørdag den 9. april 2011

En lørdag klædt i sol.

Forleden dag kom posten med disse skønne påskebebudere. Afsenderen var Hanne fra D`jo hanne. Jeg kan simpelhen ikke finde ud af at linke rigtigt, men det skal jeg nok få lært. Tusind tak, Hanne. De hænger i mit værksted og glæder mig.
I Marsken har vi været blæst indendøre med masser af tid i værkstedet. Min dejlige soulmate er en kreativ og kritisk medspiller i forhold til mine smykker. Han har gode ideer og giver heldigvis ærlig og konstruktiv kritik.
 Egentlig burde jeg sætte en lille tændstiksæske op ved siden af kæderne. Nogen af dem er ret store.
Jeg har været på stranden et par gange sammen med Mozart. Der har ikke været tid til at tage billeder. Blikket er rettet nedad i min søgen efter materialer. Lidt rav og en del gode træstykker og pinde til perler kommer med hjem.
I dag har vinden har lagt sig, så nu kommer der rav ind. Og lige netop i dag er det ikke muligt for mig at komme til stranden - fandens da osse. Men måske i morgen.
I ønskes en dejlig lørdag med sol og svage vinde.

søndag den 3. april 2011

Tidlig leg med collage.

Collager herinde er vist ikke min stærke side, men jeg håber, I får en fornemmelse af mine smykker.
Det er helt fantastisk at sidde og slibe det bløde træ, give det linolie og efterfølgende se de smukke farver og linier der dukker frem af disen.
Lige nu er jeg handicappet. Skulle absolut pudse vinduer på en akavet facon med det resultat, at lægen kunne konstatere en kraftig seneskedehindebetændelse. Hånden i ro og bundet op i en uge til 14 dage - hallo? Det er sku da bare for meget. Så jeg smånusser med højre hånd. Humøret fejler heldigvis ikke noget, og sort humor er en velsignelse.
Lillemanden Anders trives på Fyn sammen med verdens bedste forældre. Han vokser og er selvfølgelig det mest trygge og harmoniske barn i hele verden.
I går var det forår og dagen i dag står på lur - lige om hjørnet. God søndag.