onsdag den 31. august 2011

Tønderfestival.

Traditionen tro har vi været på Tønderfestival.
Jeg tog derned sidste tirsdag og var med til opbygning af det store madtelt, hvor jeg har arbejdet i 25 år.
Senere kom min soulmate og gode venner fra Samsø. Senere igen kom to andre gode venner, og så var sandwichholdet samlet.
Vi lavede sandwich ud af huset til spillestederne som så solgte dem videre til publikum. På 3 dage lavede vi over 2000 sandwich`s.

Det ligner en ungdomslejr, men der er ikke en under 56, og den ældste er 64 år!
Vi fik usædvanligt megen regn og torden. Men det forhindrede os ikke i at sidde udenfor under den lille markise, når vi havde fri. Aldrig har jeg oplevet så voldsomme skybrud og torden. Da det var værst, sad min soulmate og jeg inde i campingvognen, og ingen af os kunne høre, hvad den anden sagde.

  Uvejret nærmede sig. Skyerne samlede sig, og kort efter bragede det løs. Men efter regn kommer der sol og to regnbuer.

Men nu er vi hjemme igen. Jeg har ferie i 14 dage og skal i værkstedet og ellers bare nyde livets lethed sammen med min skønne soulmate. Det har været en lidt barsk sommer, men i takt med at dagene bliver kortere, kommer vi mere og mere ovenpå. Bare kom an efterår.











tirsdag den 16. august 2011

Hjemme igen

Vi har haft en dejlig lille miniferie på Skagen med masser af oplevelser og sol over hele linien.

Vi var bl.a. på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. En stor oplevelse. Jeg var meget facineret af klumpfisken. En underlig gammel skabning. Billedet herunder er lidt uskarpt, men det giver et indtryk af størrelsen.

 Bassinet er 8 meter dybt og fyldt med fisk der lever i Nordsøen. Klumpfisken kan blive op til 3 meter og veje lidt over 2000 kg.

 Er den ikke sød?

I dag skal jeg ud på min gamle arbejdsplads, hvor jeg har terapi med to beboere. Det er dejligt at komme derud, og det er også dejligt at tage derfra, når jeg er færdig med terapien. Efter jeg er stoppet derude, er det gået op for mig, hvor stresset jeg var, og hvor hårdt det var at arbejde derude. Så sorg er til glæde vendt.
Ønsker alle en dejlig tirsdag. Solen er på vej, så det bliver en god dag.








onsdag den 10. august 2011

Læg dig - blæst.

Vi skulle have været afsted i går, men blæsten var for hård til kørsel med campingvogn.
"Palme" er ellers SÅ klar, og det er vi også. En lille smuttur til Skagen, hvor gode venner fra Sverige holder ferie i deres hus i den gamle bydel. Vi slår lejr i Bunden Camping. Et dejligt sted lige ned til havet.

 Nu venter vi på, at vinden lægger sig. Imens gik jeg morgentur ude og inde. Det er længe siden, jeg har lagt billeder ind her på bloggen, så her kommer nogle frisk fra fad.
Ny stol i drivhuset. Den er af jern, og var svær at samle, skulle jeg lige mene. Det var en gave til min soulmate, så han måtte ikke se den. før den var færdig - puha.

Jeg har også nået at være lidt i værkstedet. En ny halskæde af ben, horn og rav er det bl.a. blevet til. Der kommer mere af samme skuffe, men først kalder Skagen. Så læg dig dog - blæst.

lørdag den 6. august 2011

Strandtur.

Vi tog afsted kl. 07.00. Købte rundstykker ved den lille lokale købmand og derfra videre til Rømø.

Vi fandt ingen rav, men det gjorde ikke noget. Det regnede. Det gjorde heller ikke noget. Vi nød det hele.

 Mozart var i sit rette element, og selvfølgelig fik han også et rundstykke.

Dejlige dage med gode venner er en lise for sjælen. Og vi trængte - meget. Hele juli måned har været turbulent og hård. Min dejlige soulmate har været indlagt, efter han to gange på samme dag fik stød af sin hjertemaskine. Han fik undersøgt sin halskranspulsåre, og der var heldigvis ikke noget at komme efter. Men psykisk sætter det sine spor. Hans hjerte er slidt, efter han i en del år blev fejldiagnostiseret. Så da man endelig fandt ud af, at hans ene hjerteklap var utæt, havde hjertet været på overarbejde i lang tid.
Men vi er ved at finde fodfæste igen, og i dag skal vi fejre hans fødselsdag med brunch, familie og venner.
De lover godt vejr - det manglede bare.