lørdag den 15. maj 2010

Tankevækkende


Denne her lille fyr ved ikke, at den i teorien ikke kan flyve. Den er for tung i forhold til vingerne, men den ved det ikke.
Hvad nu hvis den tænkte som et menneske? Så ville den tænke noget i retning af, åh, de siger jeg ikke kan flyve, ergo er der ingen grund til at prøve.
I mit arbejde møder jeg hele tiden mennesker som altid har fået at vide, at de ikke var gode nok og ikke duede til noget. Hver gang de har forsøgt at gøre noget anderledes, er de blevet banket på plads.
De har haft så mange nederlag, at de ikke længere tror på, at de rent faktisk kan flyve.
Når et lille barn skal lære at gå, falder det konstant. Tænk hvis omgivelserne sagde, drop det. Du lærer det aldrig. Nu er du faldet fire gange, så du må hellere bare fortsætte med at kravle, det andet lærer du aldrig.
Hvad siger du til dig selv, når du står over for nye udfordringer?