mandag den 30. maj 2011

Hjemme igen

Vi har været i Ålborg. Det er i år 10 år siden, min soulmate fik ny hjerteklap og to stk maskiner indopereret. Så han havde 10 års fødselsdag, hvilket bl.a. blev fejret med en tur i Zirkus Nemo i Ålborg. Det var en herlig aften.


Bagefter kørte vi "hjem" til Nibe, hvor campingvognen stod. Her fik natmad bestående af rejer og laksepate købt ved den lokale fiskehandler.
Vi lå lige ned til Limfjorden, og tidligt næste morgen gik Mozart og jeg en tur langs fjorden.
Der er smukt deroppe. Senere kørte vi mod vest og landede i Harboøre, hvor vi overnattede på en meget blæsende plads. Vi havde en vidunderlig tur og fik fejret livet og kærligheden.
Nu er vi hjemme igen og hverdagen står klar med opgaver og pligter. Det må den gerne. Jeg har klient herhjemme i dag, og min soulmate har en arkitetktopgave på et gymnasium som længe har ligget og luret på ham. Men vi er friske og ladet op med fornyet energi. Solen skinner, og dagen er begyndt. Rigtig god mandag.





tirsdag den 17. maj 2011

Regnfuld tirsdag.

En meget våd kat går rundt på bordet mellem tændte stearinlys, kaffekop og computer. De hvide syrener står tunge i vasen.
Udenfor regner det, og haven drikker. Den er tung af væde, tæt og grøn. Jeg tror, at den lige nu er på sit højeste forårsniveau. Snart skal jeg i bad og gøre mig klar til dagens dont. Jeg skal ud på min gamle arbejdsplads, hvor jeg skal have to unge mennesker i terapi. Det er dejligt at gense kollegaerne og de af beboerne, jeg kender fra min tid som fast ansat.
Men lige nu nyder jeg morgenen og kaffen. Billedet er taget på Bornholm i en gammel grusgrav. En stor rusten maskine stod midt i det hele og lyste op. Den var som et galleri fyldt med skønne billeder.
God tirsdag og husk at nyde regnen.

torsdag den 12. maj 2011

For enden af regnbuen.

På min morgenvandring i haven mødte jeg dette syn. Det er da noget af en morgengave.
Som sædvanlig går livet hurtigt her ude i Marsken. I går kørte min søster og jeg min mor til undersøgelse i Århus. Hun havde noget i det ene øje, og øjenlægen havde sendt hende videre til Kommunehospitalet i Århus. De kunne ikke sige med sikkerhed, hvad det var, men ville gerne se hende igen om et par måneder. Det kunne være metastaser og hvis det var, håbede overlægen, at den medicinske behandling hun får, kunne afhjælpe. Vi var alle lettede, især min mor. Hun havde haft skræktanker i retning af, at øjet skulle fjernes.
I dag tager jeg igen til Århus. Denne gang alene. Jeg har lånt min venindes behandlerrum, så jeg har klienter i dag. Det glæder jeg meget til. Jeg skal ind på min hjemmeside og skrive, at jeg er i Århus en gang i måneden.
Hvis du ikke har set den så kik forbi på www.sydvest-hypnose.dk
Jeg ønsker dig en dejlig torsdag.





lørdag den 7. maj 2011

57 år.

Det er jo ingen alder.
Sjovt som ens syn på alder forandrer sig - med alderen. Da jeg var ung, var alle over 50 gamle. Nu er det noget helt andet. Farmor bliver 90 år i år, og min mor bliver 80 år, og hov - min søster bliver 60 år.
I dag nøjes jeg med at fylde 57 år. Mine rollemodeller er værd at gå efter. Ved siden af dem er jeg en ren novice.
Jeg var på Vikingemarked i torsdag. Det er et stort område øst for Ribe, hvor man har bygget en vikingelandsby som en tro kopi fra fortiden. Der er kvæg, får og høns samt Islandske heste. og så er der denne smukke skabning. En jagtfalk.
Den er så smuk. Det ser voldsomt ud med hætten, men den unge mand lovede mig, at falken havde det godt med det. Den sad også helt stille på hans handske. Der var opvisning senere på dagen, men det havde jeg desværre ikke tid til at overvære.
I denne uge er der gæster fra hele verden. Mennesker der har gjort det til en livsstil at være vikinger. Især tyskerne og hollænderne ligner vikinger. Mændende har flettet deres skæg og alle kvinderne har langt hår. Begge køn bærer tunge sølvsmykker. Jeg tror, de også ser sådan ud til daglig, men de skifter sikkert tøjet ud med noget mere nutidigt.
Denne unge mand er sølvsmed. Han sad og lavede de smukkeste smykker med meget primitive redskaber.
Nu kom min dejlige soulmate og ønskede tillykke. Dagen er begyndt. Det bliver en rigtig dejlig dag her i Marsken. Jeg ønsker det samme for dig, hvor du end er henne.

torsdag den 5. maj 2011

Forår i Danmark.

Ovenstënde billede er taget på Bornholm, og er et nærbillede af en gammel rusten maskine der stod i et stenbrud.
Der har været fart på, efter vi kom hjem fra Bornholm. Det har ikke været meget tid til at blogge, og det er noget skidt. Jeg har haft klienter. Havde møde i Odense i mandags og tog farmor med hjem. Hun har siddet i drivhuset lige siden. I går sad hun derude i 8 timer. Til daglig bor hun i en lejlighed på 4 sal midt inde i odense. Så hun nyder at komme ned på jorden.
På lørdag har jeg fødselsdag, og alle børnene kommer hjem incl. lille Anders. Vi bliver 12 ialt, og vejrudsigten lover, at jeg bliver belønnet for god opførsel....sådan.
Der er i øjeblikket Vikingemarked i Ribe. Vikinger fra hele verden bor derude og har værksteder, hvor de viser de gamle håndværk. Bl.a. har de smykkeværksteder. Jeg tager et smut derud i dag for at se, om der er nogle teknikker, jeg kan tiltuske mig. Det bliver en god dag.