Der var ingen røde faner for mig i går. Vi startede dagen med brunch hos gode venner. Derefter hjem i haven. Det var koldt til en start, men efterhånden fik solen overtaget, og det blev varmt.
Jeg fik ordnet drivhuset til stor glæde for Chianti som hurtigt fandt den varme stol.
Jeg har fødselsdag på fredag, og torsdag henter jeg min svigermor i Odense. Hun glæder sig til at sidde i drivhuset og læse, nyde, kikke og snakke med katten. Jeg nyder, når hun er her. Hun er 88 år og frisk som en havørn og interesserer sig levende i stort set alt.
Mozart og jeg er på havevandring. Jeg tænker godt og bredt på sådan en tur gennem haven. Vi får, lige nu, mange nye ind i huset på arbejdet. Fyringerne hænger pludselig i en tynd tråd. En kollega er knækket og har taget tilbagefald, hvilket rystede os voldsomt.
Jeg tror ikke på, at misbrug er en sygdom. Men hvis man en gang har oplevet og mærket på sin krop, hvad stofferne kan gøre for en, når livet gør ondt, så vil den mulighed altid ligge på lur. Det er så hårde kræfter misbrugeren er oppe imod. Min kollega har været stoffri i mange år, men jobbet er hele hans liv, og fyresedlen var dråben der fik bægeret til at flyde over.
Jeg går videre gennem min have og fokuserer på farverne, lyset, duftene og lydende. Tankerne bliver lette, og glæden over livet bobler i mig. Jeg er taknemmelig for mit liv. Jeg føler mig privilegeret over, at mit job ikke er hele mit liv, at min soulmate er ved min side, uanset hvad. Jeg kan forvilde mig ind i mørke kroge, og han er stadig ved min side.
Jeg plukker blomster og sparker til Mozarts gamle bold.
Turen gennem haven har gjort mig glad og taknemmelig. Nu vil jeg ind og lave mad til manden i mit liv, og jeg vil give ham en forårsbuket fuld af saft og farver.
